• Ørsted har katastrofedag på børsen efter nedskrivninger

    Source: BDK Finans / 01 Nov 2023 11:30:26   America/Chicago

    Energiselskabet Ørsted er faldet med 25,7 procent ved børsluk onsdag efter milliardnedskrivninger i USA. Det er ifølge erhvervsmediet MarketWire selskabets værste børsdag nogensinde. Det voldsomme fald kommer, efter at selskabet, hvis største ejer er den danske stat, har meddelt, at det nedskriver sine amerikanske aktiviteter med 28,4 milliarder kroner. Årsagen er, at stigende priser og høje renter har gjort det langt dyrere at opføre vindmølleparkerne Ocean Wind 1 og 2, end Ørsted forventede, da kontrakterne blev indgået. Derfor blev det besluttet at opgive opførelsen af de to parker. Nedskrivningerne betyder, at Ørsted har tabt 19,9 milliarder kroner i årets første ni måneder. Selskabet har omsat for 64,9 milliarder kroner i år indtil nu, hvilket svarer til en tilbagegang på 33 procent sammenlignet med samme periode sidste år. Og det endda på trods af, at selskabets havvindparker driftsmæssigt næsten har fordoblet overskuddet og tjent 13 milliarder kroner. Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank, kaldte tidligere onsdag nedskrivningen, som blev præsenteret samtidig med selskabets delårsrapport, for "gigantisk". Han påpegede, at det kan få betydning for Ørsteds ambitioner for fremtiden. - Det kan betyde, at man drosler ned på ambitionerne om at opføre vindmøller i fremtiden, fordi de finansielle seler ikke kan bære den vækst, sagde han. Mads Nipper, koncernchef og administrerende direktør i Ørsted, sagde tidligere onsdag i en pressemeddelelse, at vi er "utrolig skuffede" over ikke at gå videre med de to havvindparker. Ørsted udvikler, opfører og driver hav- og landvindmølleparker, bioenergi-, solcelle- og energilagringsanlæg samt anlæg til produktion af vedvarende brint og grønne brændstoffer. Ørsted hed tidligere Dong Energy, men skiftede navn i 2017. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/business/oersted-har-katastrofedag-paa-boersen-efter-nedskrivninger
Share on,